Det skal være sjovt og sikkert at holde ferie. SOS International anbefaler, at rejsende med en kronisk sygdom eller en lidelser, der er under udredning, får foretaget en medicinsk forhåndsvurdering - inden rejsen påbegyndes.

Nu tager seniorerne på ferie: Tjek om du er rask nok til at rejse

Vintertid er højsæson for seniorernes ferierejser. Det mærker man også hos alarmcentralen hos SOS International, hvor hver 4. sag handler om skadelidte over 60 år. Tjek om du er dækket og få gode råd her.

Senest opdateret: tirsdag 7. december 2021

Artiklen er opdateret 19. december

Det er koldt. Det er mørkt. Og så rejser seniorerne på ferie.

Typisk er det i månederne fra oktober til marts, viser data fra SOS International.

”Flere seniorer har helbred og overskud til at rejse ud og nyde livet. Det er positivt,” siger Karin Tranberg, der er divisionsdirektør i SOS International.

Men når seniorerne rejser ud, stiger antallet af anmeldelser om skader og sygdomme.

I 2018 udgjorde skadelidte over 60 år 26 procent af det samlede antal nordiske sager på alarmcentralen hos SOS International.

Alene de danske sager med seniorer steg med over 1.000 sager fra 2017 til 2018.

Læs også: På eventyr i udlandet? Husk appen rejseklar

Tjek hvordan du er dækket – før du rejser

SOS International opfodrer derfor seniorerne til at tjekke, hvordan de er dækket i tilfælde af sygdom og uheld – før de rejser.

Det gælder både oplysninger om, hvordan det blå EU-sygesikringskort og en eventuel privat rejseforsikring dækker i det land, rejsen går til.

Medicinsk forhåndsvurdering

Hvornår har jeg brug for en medicinsk forhåndsvurdering?

  • Hvis du har en kronisk eller eksisterende sygdom og har fået ny eller akut behandling inden for to måneder før din afrejse.
  • Hvis du har fået foretaget en medicinændring inden for to måneder før din afrejse.
  • Hvis du har fået konstateret en ny sygdom inden for to måneder før din afrejse.
  • Hvis du har fået behandling for en skade inden for to måneder før din afrejse.
  • Hvis du afventer en undersøgelse eller operation.

Kilde: SOS International

Det kan også være grund til, at man får lavet en medicinsk forhåndsvurdering, hvis man har en eller flere kroniske sygdomme, der ikke er helt stabile, eller hvis man har nogle symptomer, som man er i udredning for.

”Det er ikke altid din egen læge, der er bedst til at vurdere, hvad en flyvetur og en rejse kan betyde for dit helbred eller hvilke risici, du muligvis udsætter dig for på rejsen. Det kan lægerne hos SOS International, når de laver en medicinsk forhåndsvurdering,” siger Karin Tranberg.

Læs også: Medicin med på ferien? Husk at få et specielt pas

Svært selv at tolke regler

Som hovedregel dækker rejseforsikringen, hvis der opstår en akut sygdom, eller hvis man kommer til skade på rejsen. Det samme gælder, hvis der opstår en akut eller uventet forværring af en lidelse, der ellers har været stabil forud for rejsen.

”Men rejseforsikringerne dækker forskelligt, og det kan være svært selv at tolke forsikringsbetingelserne og dermed vurdere, om man er i risiko for ikke at være dækket,” lyder det fra SOS International.

SOS Internationals anbefaling til kronisk syge er, at de får lavet en individuel risikovurdering, hvis der er den mindste tvivl.

”På den måde kan der tages højde for den enkeltes sygdomsbillede sammenholdt med rejseforsikringens dækninger”, fremgår det.

Du kan læse mere om medicinsk forhåndsvurdering hos SOS International her.

En række forsikringsselskaber tilbyder også samme service.

Medicinsk forhåndsvurdering er gratis hos nogle forsikringsselskaber, mens det hos andre kan det koste 200 kroner. Tjek hos det selskab, hvor du har din rejseforsikring.

Flest henvendelser fra Spanien

Godt 30 procent af de danske seniorer, der får hjælp gennem SOS Internationals alarmcentral, henvender sig fra ophold i Spanien. Næstflest henvendelser fra danskere over 60 år kommer fra Thailand og Grækenland.

Blandt de hyppigste skader blandt seniorerne er infektionssygdomme, knoglebrud, hjertesygdomme og lungesygdomme.

5 gode råd før du rejser

  1. Undersøg, hvordan du er dækket ved sygdom via det blå sygesikringskort og din rejseforsikring før afrejsen.
  2. Undersøg også om det blå sygesikringskort er udløbet og skal fornyes.
  3. Hvis du har en kronisk lidelse eller flere, er under udredning eller står på venteliste anbefales det, at du får foretaget en medicinsk forhåndsvurdering.
  4. Husk medicin og medicinpas.
  5. Kontakt altid alarmcentralen før du eventuelt går til læge på destinationen - også selv om du kender lægen i forvejen.

Først publiceret: mandag 16. december 2019
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 7. december 2021 kl. 08:00

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
Combell - staging