Hvis du synes, at din rutine er rustet lidt, eller du føler dig usikker på nogle bestemte manøvrer i trafikken, er det en god ide at købe et par timer hos en kørelærer.

Myten om de farlige ældre bilister holder ikke

Ældre bilister bliver ikke involveret i flere trafikulykker end andre aldersgrupper. De er nemlig meget erfarne, og det giver overblik og overskud i trafikken.

Senest opdateret: tirsdag 7. december 2021

De fleste alvorlige trafikulykker i Danmark sker med for høj fart, eller fordi en bilist er uopmærksom eller kører med alkohol eller narkotika i blodet.

Det er ikke den slags ulykker, ældre bilister oftest er involveret i.

De fleste ældre bilister er meget erfarne og har mange gode vaner i trafikken.

Ældre bilister bliver oftere indblandet i ulykker i vejkryds, og når de skal svinge til venstre. I disse ulykker er der en tendens til, at det er den ældre bilist, der har overtrådt sin vigepligt.

Generelt kan man sige, at ældre bilister er overrepræsenterede i nogle bestemte typer af ulykker, men de har langt færre af andre.

Skrøbelighed kommer med høj alder

I 2019 døde 199 mennesker i trafikken. 63 af dem var over 64 år, og 25 af dem kørte eller var passager i en bil.

Det er en myte, at ældre bilister er farlige i trafikken, for de bliver ikke involveret i flere ulykker end andre bilister.

Når ældre trafikanter alligevel udgør en stor andel af dem, der bliver dræbt i trafikken, hænger det sammen med, at man bliver mere skrøbelig med alderen, og derfor kommer ældre trafikanter ofte mere alvorligt til skade i trafikulykker end yngre aldersgrupper.

Farlige venstresving

Ældre bilister er overrepræsenterede i ulykker i kryds.

I mange af disse ulykker svinger en ældre bilist til venstre ind foran en krydsende bilist, for eksempel fra en mindre sidevej ud på en større vej.

Venstresving er en kompliceret manøvre for alle bilister. Der er meget, man skal holde øje med; både bilister, cyklister og måske fodgængere fra flere retninger samtidig med, at man også skal gennemføre venstresvinget, når der er plads eller grønt lys.

Tag et par timer hos en kørelærer

De fleste ældre bilister er meget erfarne og har mange gode vaner i trafikken.

Erfaring er dog ikke det samme som rutine. Det at køre bil er en konstant træningssag. Du bliver kun ved med at være en god bilist, hvis du øver dig i at køre bil.

Hvis du synes, at din rutine er rustet lidt, eller du føler dig usikker på nogle bestemte manøvrer i trafikken, er det en god ide at købe et par timer hos en kørelærer.

Er ældre billister farlige?

Hvad er din oplevelse af ældre i trafikken? Er de farligere end andre trafikanter? Og i hvilke situationer har du oplevet det? Fortæl om det og deltag i trafikdebatten på Faglige Seniorers Facebook-side – KLIK HER.

Hvem er Erfarne bilister?

Erfarne bilister samarbejder med Faglige Seniorer. Bag Erfarne bilister står Marlene Rishøj Cordes og Jette Ravn.

Vi er specialister i tra­fiksikkerhed og har en særlig indsigt i de udfordringer, som ældre trafikanter har i forhold til mobilitet og trafiksikkerhed. Vi har skrevet ”Håndbog for erfarne bilister”, som kan lånes på biblioteket. Vi har flere gange modtaget Danskernes Trafikpris for vores indsats med at øge ældre bilisters trafiksikkerhed.

Vi kommer gerne til jeres lokale klub og holder oplæg og arrangerer debatter om trafiksikkerhed og tryghed i trafikken for seniorer. Emnerne kan blandt andet være:

  • Hvorfor er seniorer så gode bilister?
  • Hvad er de nyeste færdselsregler og vejtavler?
  • Hvordan beholder du dit kørekort længst muligt?
  • Hvornår er det tid til at stoppe med at med at køre bil?
  • Hvordan kan pårørende hjælpe bilister med demens?
  • Hvilke slags trafikulykker kommer seniorer mest ud for?
  • Hvordan kører du mest sikkert på el-cykel?

Læs mere på www.erfarnebilister.dk eller følg os på www.facebook.com/erfarnebilister

Først publiceret: torsdag 17. september 2020
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 7. december 2021 kl. 08:14

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
Combell - staging