En ekspertgruppe vurderer, at en stor del af butikkerne over hele landet kan genåbne.

Heunicke varsler genåbning for butikker landet over

Skoler og butikker kan åbne i store dele af landet, hvis politikere følger ekspertgruppes vurdering.

Senest opdateret: tirsdag 7. december 2021

En ekspertgruppe vurderer, at en stor del af butikkerne over hele landet kan genåbne i de kommende uger.

Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Meldingen kommer, efter at ekspertgruppen har færdiggjort beregninger af, hvordan smitten vil udvikle sig, hvis restriktioner lempes.

Det samme gælder udendørs kulturaktiviteter, som kan genåbne med krav om, at man kan fremvise en negativ coronatest, vurderer ekspertgruppen.

Også nogle af grundskolens afgangselever kan komme tilbage i skole, viser beregningerne.

Det gælder for eleverne i Nordjylland, Vestjylland og på Bornholm.

Efterskoler, ungdoms- og voksenuddannelser i disse områder vil også kunne genåbne. Men det vil i så fald ske med mellem 50-100 procent fremmøde og med krav om test.

Eksempelvis på efterskolerne vil der komme særlige forholdsregler, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til TV2.

“Der vil så være nogle krav til efterskoler, fordi man bor tæt sammen og er tæt sammen. Men hvis man bor i det nordjyske, så vil de kunne genåbne tidligere end resten af landets efterskoler”, siger han.

Flere har udsigt til genåbning

Det er ikke kun Nord- og Vestjylland og Bornholm, der kan se frem til at genåbne i marts, hvis det står til ekspertgruppen.

Allerede 14 dage efter – 15. marts – vil flere landsdele kunne åbne for skoler, uddannelser og kulturaktiviteter.

Herefter vil de sidste landsdele kunne genåbne efter påskeferien 6. april.

Alt sammen kan ske, hvis “udviklingen tilsiger det”, skriver ekspertgruppen ifølge Sundhedsministeriet.

For at genåbningen skal ske, som ekspertgruppen foreslår, kræver det, at regeringen og Folketingets partier støtter op.

Partierne skal på baggrund af beregningerne tirsdag drøfte, hvordan Danmark skal genåbne.

Vejret og vacciner afgør det

Onsdag vil regeringen melde ud, hvilke restriktioner der fortsætter, og hvilke der bliver lempet, når de efter planen udløber 28. februar.

Få de seneste nyheder og råd til seniorer om corona

Gør som 160.000 andre seniorer.
Få vores gratis nyhedsbrev om corona, pension, tillæg og meget andet. Samtidig deltager du i konkurrencen om brunch for to

Tilmeld nyhedsbrevet her

Bliver alle trinnene til virkelighed, forudser ekspertgruppen, at der i midten af april vil være knap 900 indlagte med coronavirus på landets hospitaler.

Det vil ske, før kurven knækker på grund af forårsvejret – og effekten af tusindvis af vacciner, siger Magnus Heunicke til TV2.

“Det er svært at se knækket, men det bliver vejret og vaccinerne, der gør det”, siger han.

Ups! We kunne ikke finde din formular.

Hvad mener du?

Hvad er din holdning til udspillet fra eksperterne? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side – KLIK HER.

Her er der lagt op til en genåbning

Sundhedsmyndigheder og eksperter hos Statens Serum Institut er klar med et bud på en genåbning.

Regeringen modtog mandag aften en vurdering af genåbningen af samfundet fra sundhedsmyndigheder og eksperter fra Statens Serum Instituts Ekspertgruppe for matematisk modellering.

Vurderingen drøftede reheringen med partierne i Folketinget tirsdag. Senere onsdag vil et resultat om genåbningen blive meldt ud af regeringen.

Herunder kan du se, hvad eksperter og sundhedsmyndigheder siger god for.

* De nuværende restriktioner, som udløber 28. februar, skal forlænges til og med 5. april.

På landsplan skal der åbnes mere op, forslår eksperter og myndigheder:

* Udvalgsvarebutikker op til 5.000 kvadratmeter skal genåbnes med midlertidigt skærpede kvadratmeterkrav.

* Genåbningen gælder ikke udvalgsvarebutikker i storcentre.

* Udendørs kulturinstitutioner genåbnes med krav om negativ test.

* Forsamlingsforbuddet for udendørs idræts- og foreningsaktiviteter i organiseret regi hæves fra fem til 20 personer.

Myndigheder og eksperter åbner samtidig op for regionale genåbninger for Bornholm, Vestjylland samt Nordjylland.

For Bornholm gælder:

* Grundskoler, efterskoler og klubtilbud genåbnes.

* Alle øvrige uddannelser - både ungdoms- og voksenuddannelser - genåbnes. Herunder videregående uddannelser og højskoler.

* Liberale serviceerhverv genåbner med krav om mundbind.

* Forsamlingsforbuddet hæves fra fem til ti personer.

Den delvise genåbning af Bornholm kan ske under forudsætning af:

* Anbefaling til alle bornholmere om én test om ugen.

* Anbefaling om to ugentlige tests af lærere, pædagoger og afgangsklasser i grundskolen.

* To ugentlige tests af lærere og studerende på ungdoms- og voksenuddannelser.

* Krav om fremvisning af negativ test for at kunne rejse til og fra Bornholm med færge eller fly.

* Krav om fremvisning af negativ test eller gennemført vaccineforløb for kunder i de liberale erhverv.

* Dette skal ske ved forevisning af SMS fra privat leverandør eller ved brug af app. Det kan også gøres med udskrift for PCR-test.

* Derudover supplering med forsøg med spildevandsovervågning, når dette er klart.

For landsdelene Vestjylland og Nordjylland gælder:

* Alle afgangselever i grundskoler samt på ungdomsuddannelser og voksenuddannelser kommer tilbage med halvt fremmøde under forudsætning af test 2 gange om ugen.

* Efterskoler genåbner med fuldt fremmøde ud fra en model med særlige smitteforebyggende foranstaltninger beskrevet af Sundhedsstyrelsen.

Eksperter og myndigheder oplyser, at genåbninger af andre dele af landet kan komme på tale, hvis smitteudviklingen egner sig til det.

En genåbning for de sidste landsdele forventes at kunne ske efter påskeferien 6. april, såfremt smitteudviklingen tilsiger det.

Kilde: Sundhedsministeriet

/ritzau/

Først publiceret: mandag 22. februar 2021
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 7. december 2021 kl. 08:30

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
Combell - staging