Oktober: Tid til D-vitamin siger Sundhedsstyrelsen
Spis D-vitamin dagligt hele vinterhalvåret lyder anbefalingen. Se her, hvor meget du skal have.
Senest opdateret: tirsdag 7. december 2021
Sidste vinter blev de officielle anbefaleringer om D-vitamin opdateret. Nu råder Sundhedsstyrelsen til, at du skal tage et dagligt tilskud fra oktober til april.
I 2018 lavede Kræftens Bekæmpelse en undersøgelse, som viste, at hver 5. dansker, der ikke tager vitamintilskud, har D-vitaminmangel om foråret.
Derfor ændrede Fødevarestyrelsen sidste år deres anbefaling, så alle nu anbefales at spise D-vitamin.
Hvorfor skal man have D-vitamin?
Mangel på D-vitamin kan svække dine knogler og muskler.
Vitaminet er meget vigtigt for at kroppen kan optage kalcium i tarmene.
Hvis du mangler D-vitamin kan du få bløde knogler (osteomalaci).
D-vitamin-mangel øger også risikoen for knogleskørhed, og kan give dig nedsat muskelstyrke.
Hvor meget D-vitamin skal jeg spise?
Voksne anbefales et kosttilskud på 5-10 mikrogram D-vitamin i vinterhalvåret fra oktober til april.
Er du over 70 år anbefales en dosis på 20 mikrogram hele året. Det glæder også, hvis du bor i plejebolig uanset din alder
Hvad kan jeg selv gøre for at forebygge?
Her er to ting, du kan gøre for at få mere D-vitamin i din hverdag:
1. Ophold dig i solen
Ophold dig i solen 5 til 30 minutter to til tre gange om ugen midt på dagen, så dit ansigt, hænder og arme får sol. I sommerhalvåret vil det normalt give nok D-vitamin.
2. Spis fede fisk
Spis fede fisk som laks, torskelever, sild, makrel, hellefisk og ørred.
Fed fisk er den eneste danske madvare, som indeholder væsentlige mængder af D-vitamin, men der er også D-vitamin i æg, nødder, kød, margarine, smør, olier og fed mælk.
Først publiceret: torsdag 7. oktober 2021
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 7. december 2021 kl. 09:20