Ældre vil helst have gammeldags fastelavnsboller med fløde og vanilje, men både unge og ældre stimler sammen om flødeboller med hindbærfyld og marcipanbund til TV-hygge.

Vi råspiser kager til X Factor og håndbolddrenge

Fastelavnsboller, romkugler, flødeboller og andet godt sluger vi råt, når det er store begivenheder i fjernsynet

Senest opdateret: onsdag 9. februar 2022

“Vi holder øje med seertallene i fjernsynet. Når der er håndbolddrenge, X Factor, EM-fodbold og så videre kommer danskerne efter mange flere kager.”

Sådan siger Kit Stjernholm fra Kornbageren i Odense.

Når de store tv-begivenheder kører over aftenskærmene i Danmark, har bagerne om dagen solgt for op imod 20 procent mere, end de plejer. “Mindst,” lyder det.

Dobbelt så mange romkugler

I Kastrup på Amager er folk endnu mere sultne efter kager.

“Det er de store tv-begivenheder, der får salget til at stige. Det er landsindsamling, Vild med Dans og for eksempel elitesport,” siger bagermesteren.

Corona betød kager

Bagerne melder om større kage- og brødsalg under Corona.

Konditor og bagermester i Kastrup John siger:

"De seneste to år har vi solgt meget mere brød og flere kager end normalt. Folk har haft bedre tid til at gå til bageren. Måske har de også haft mere behov for at hygge sig midt i den triste nedlukning og sygdomsstemning. Når mange forældre og bedsteforældre passede børn, som ikke var i skole, ja så var det nærliggende at lave en lille tur ud af det i det fri og gå til bageren".

“Til X Factor sælger vi dobbelt op af romkugler og flødeboller med marcipanbund,” fortæller konditor- og bagermester John Jønsson fra Johns Kagehus.

I brancheforeningen Bager- og Konditormestre i Danmark nikker direktøren samstemmende til meldingerne fra bagerierne.

“Vi skal have noget på bordet, når vi mødes her i Danmark; så i forbindelse med de store nationale begivenheder gør danskerne lidt ekstra ud af det,” siger adm. direktør Henrik Mühlendorph.

“Folk henter ikke bare en pose småkager i Føtex. De går i stor stil til håndværksbageren,” forklarer han.

Henrik Mühlendorph kan se på omsætningstallene, at det går godt hos bagerne, når tv sender programmer, som vi typisk ser sammen med familien eller venner.

Æbler til ældre

Lige nu er det sæson, hvor der ryger mange fastelavnsboller over disken hos landet bagere.

Der er forskel på, hvad unge og ældre køber, når der skal være hygge foran husalteret om aftenen.

I Odense siger Kit Sjernholm:

“Ældre vil gerne have gammeldags fastelavnsboller; altså en fastelavnsbolle med vaniljecreme, flødeskum og hindbærsyltetøj. Vi har også designet en fastelavnsbolle med æblefyld. Den er de også glade for, for den smager af deres barndom.”

Til de unge sælger Odense-bageren mange fastelavnsboller med moderne og mere eksperimenterende fyld af cheesecake og blåbær og med skildpadde-fyld.

Prikket Kaj-kage

En håndboldkamp på tv er ikke bare håndboldkamp.

“I håndboldlandsholdets indledende runde sælger vi kun lidt over normalt. Når de så begynder at spille om fine placeringer og medajler, ja så stiger salget rigtig meget,” forklarer Kit Stjernholm fra Kornbageren.

I forbindelse med seneste Tour de France lavede bageren i det fynske de grønne Kaj-kager om for at maksimere salget. Og for sjov.

“Vi lavede både Kaj-kager som den prikkede bjergtrøje, i pointtrøjen og i den gule førertrøje.”

Har hun allerede produktudviklet med henblik på Tour de France, som i juli rammer Sønderjylland?

“Nej, ikke endnu. Men det kommer. Vær sikker på det,” siger Kit Stjernholm.

Hvilken kage er din TV-favorit

Spiser du kager, når du ser sport og underholdning i TV? Giv dit besyv med på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: tirsdag 8. februar 2022
Artiklen er sidst opdateret onsdag 9. februar 2022 kl. 09:03

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
Combell - staging