Voldsomt regnvejr kan give alvorlige skader på din bolig. Tjek før, under og efter skybruddet.

Nu kommer den voldsomme regn: Det skal du gøre

Der er varslet skybrud: Hold døre og vinduer lukket og tjek tagrender og afløbsriste, lyder opfordringen fra Forsikring og Pension. Se den store tjekliste her - og om forsikingen dækker.

Senest opdateret: torsdag 3. august 2023

Der er varslet skybrud og store mængder regn.

Forsikringen dækker det, der hedder voldsomt skybrud. Det er, når regnen er så kraftig, at normalt konstruerede og vedligeholdte afløbssystemer ikke kan lede vandet væk på normal vis.

“Typisk lyder det, at der skal være tale om mere end 40 millimeter regn på et døgn eller mere end 15 millimeter på 30 minutter,” siger Anne Garde Sluthuus, der er forsikringsekspert ved Forsikring & Pension.

Forbered dig inden regnen kommer

Ifølge Anne Garde Slothuus er det en god idé at forberede sig, allerede inden regnen rammer.

Det handler i høj grad om at bruge sin sunde fornuft: Gå en tur rundt om huset, og tjek, om der er sårbare steder som for eksempel tagvinduer, tagrender og afløbsriste.

“Hvis du har en kælder, så sørg for, at tingene ikke står på gulvet. Nogle forsikringsselskaber siger, at de vil gerne dække, hvis dine ting i kælderen bliver skadet, men de vil ikke dække, hvis tingene står direkte på gulvet,” siger Anne Garde Slothuus.

Vand i huset

Hun understreger, at det ikke ændrer på forsikringsdækningen, at der er varslet massivt nedbør, men det er altid en god idé at tage sine forholdsregler.

“Hvis vand kommer ind i kælderen igennem fundamentet eller soklen, så vil det ikke være dækket. Det skal være op igennem afløbet,” lyder det fra Anne Garde Slothuus.

Allerede onsdag rammer et regnvejr, hvor særligt Vest- og Sønderjylland vil være udsat for oversvømmelser ifølge DMI.

Hvis skaden er sket, er opfordringen straks at kontakte forsikringsselskabet.

Begræns skaden

Samtidig kan det ifølge Anne Garde Slothuus være en god idé, at du begrænser skaden, så den ikke bliver større, end den allerede er.

“Det kan for eksempel være at fjerne indbo, der står i vand, og få varmet eventuelt vandskadet rum op og luftet ud, så du på den måde fjerner fugt.”

Ellers så afvent, hvad dit forsikringsselskab siger, inden du går i gang med alt for store udbedringer, så du er enig med dem om, hvor meget de dækker, lyder rådet.

Tjekliste: Før, under og efter voldsom regn

Der er varslet skybrud

  • Luk døre og vinduer (skader efter vand, der kommer ind gennem åbne døre og vinduer, er ikke dækket).
  • Brug sandsække og krydsfinérplader til at blokere døre, vinduer og udluftningskanaler til din kælder.
  • Gå din kælder igennem, og fjern dine ting fra gulvet.
  • Tjek, at udendørs afløbsriste ikke er stoppet af fx blade eller skidt.
  • Tjek også, at tagrender er rensede, og tagnedløb ikke er stoppet.
  • Grav evt. render omkring huset, så du kan lede vandet uden om huset. Dette hjælper kun ved mindre oversvømmelser og kun i situationer, hvor vandet kan løbe væk fra huset.
  • Sørg for at en evt. regnvandstønde kan klare vandmængderne.
  • Luk toilettet ved at stoppe nogle klude i en plasticpose ned i kummen og læg en tung sandsæk ovenpå for at forhindre opstigende kloakvand.
  • Tildæk afløb i kælder  med plast og læg en plade og sandsæk ovenpå.

Under skybrud

  • Bliv i dit hus, så du kan gribe ind, hvis der kommer vand ind.
  • Hav spande, koste, skovle og klude klar, så du kan opsamle det vand, der trænger ind.
  • Bær handsker og vandtæt tøj og fodtøj, da kloakvand er sundhedsskadeligt.
  • Vær klar til at redde dit indbo til et tørt sted.

Efter skybrud

  • Anmeld straks eventuelle skybrudsskader til dit forsikringsselskab, hvis det har regnet så meget, at der er tale om “voldsomt skybrud”.
  • Du skal anmelde skader på huset til din husforsikring, og skader på indbo til din indboforsikring.
  • Gør, hvad du kan for, at skaden ikke bliver større, end den allerede er.
  • Flyt indbogenstande væk, der står i vand.
  • Få vandet væk, og få sat udtørring i gang. Brug evt. en affugter.
  • Blotlæg evt. lukkede vandskadede konstruktioner. Hvis ikke disse bliver tørret ud hurtigt, risikerer du angreb af skimmelsvamp. Aftal med dit forsikringsselskab, at det er ok, før du går i gang.
  • Varm de vandskadede rum op, og luft hyppigt ud. Det kan fjerne meget fugt.

Kilde: Forsikring & Pension

Hvad gør du

Giv dine gode råd i forbindelse med skybrud videre til andre. Del dine tips (og erfaringer) med andre på Faglige Seniorers Facebook-side.

 

Først publiceret: onsdag 4. januar 2023
Artiklen er sidst opdateret torsdag 3. august 2023 kl. 13:49

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
Combell - staging