"Jeg vil advare alle andre om ikke at tro på de svindlere. De lyder venlige og hjælpsomme, men man skal ikke give dem nogen oplysninger,” advarer Iris Mamsen. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi.

Iris blev ringet op af venlig mand – og fik tømt kontoen

På møde oplyser politiet seniorer om risikoen for digital svindel. Iris Mamsen har oplevet det på egen krop - og det kostede dyrt.

Senest opdateret: mandag 3. april 2023

Iris Mamsen på 84 år blev snydt af en venlig mand i telefonen.

”Han havde alle oplysninger om mine konti og sagde, at han kunne se, at jeg var blevet hacket, ligesom der var ved at blive flyttet penge fra min konto. Det eneste, han manglede, var en kode fra mig. Den var jeg så godtroende at give ham – og så tømte han min konto,” fortalte Iris Mamsen på et møde forleden, hvor politiet orienterede seniorer om digital svindel.

Iris Mamsen lod sig overtale af en venlig mand – der tømte hendes bankkonto. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi.

Iris Mamsen anmeldte sagen og gerningspersonen blev fundet.

”Han havde snydt mange andre end mig, så det var godt, at han blev stoppet. Jeg blev behandlet virkelig godt af både bank og politi, men jeg havde det forfærdeligt et halvt år efter, så jeg vil advare alle andre om ikke at tro på de svindlere. De lyder venlige og hjælpsomme, men man skal ikke give dem nogen oplysninger,” advarede Iris Mamsen.

Iris Mamsen berettede om sin oplevelse forleden på et møde for pensionister i Seniorcenteret i Tønder, fremgår det af en meddelese fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Sæt lås på det digitale hjem

På mødet fortalte to politifolk fra Syd- og Sønderjyllands Politi i løbet af to timer 30 fremmødte ældre om især bedrageri og anden kriminalitet på nettet.

”I skal sætte en stærk lås på jeres digitale hjem. Lige så stærk som på jeres bolig,”lød det fra nærbetjent Søren Christiansen, der kom med gode tips til, hvordan man bør bruge to-trins-godkendelse og konstruere nogle huskesætninger, når der skal findes et sikkert password.

En huskesætning kan for eksempel være ”Jeg fik min kat Petrus i 2012”. Den sætning genererer passwordet JfmkPi2012 ved at bruge de første bogstaver i ordene.

Et langt mere sikkert password end de meget brugte kodeord som 123456, Password, 1111, Qwerty og Sunshine.

Initiativ fra Seniorrådet

Tommy Kirk fra Seniorrådet i Tønder var en af initiativtagerne til mødet.

”Vi hører en masse om al den IT-kriminalitet, der bliver begået mod ældre, som bliver franarret store summer. Jeg har for eksempel i dag fået hele tre falske sms’er med links, jeg skulle trykke på. Dem slettede jeg selvfølgelig. Der er god grund til at få mere at vide og derfor inviterede vi politiet,” forklarer Tommy Kirk.

Læg røret på

Nærbetjent Søren Christiansen opfordrede de fremmødte til, at de også finder en sikker måde at opbevare deres passwords på – for eksempel gennem e-boks – og at man altid vælger trådløs betaling fremfor at taste sin kode ind ved kassen i supermarkedet.

Desuden bør man også få tilknyttet to-trins-godkendelse til sit kreditkort ved køb på nettet. Det er et ekstra lag af sikkerhed, hvor man skal godkende sit køb med en kode.

”Derudover skal man ikke tro på dem, der ringer op og vil have udleveret kontonumre eller pinkoder. Det vil hverken din bank, skat eller politiet bede om i telefonen. Det gør kun svindlere, så læg på, hvis du bliver udsat for det”, lød Søren Christiansens klare opfordring.

Er man i tvivl om et opkald er falsk, er opfordringen at man får personens navn, afslutter samtalen og derefter kontakter sin bank, skat eller politiet for at sikre sig, om der er tale om svindel.

Politiets gode råd

• Det er svindel, hvis nogen ringer og beder dig overføre penge.
• Smæk røret på – hellere et nej for meget!
• Ring til banken, politiet (på 114) eller en nærtstående og få hjælp.
• Husk at banken aldrig vil bede dig udlevere følsomme oplysninger over telefonen.
• Politiet eller banken kommer heller aldrig forbi dit hjem for at hente et dankort – så undlad at lukke op.
• Få navnet på den person, der ringer. Og søg selv fx bankens telefonnummer frem på internettet og ring og spørg efter personen.
• Udlever aldrig dit betalingskort eller din kode.
• Kontakt din bank og få spærret dit kort, hvis nogen kan have fået fat i dine bank- eller MitID-koder.

 

Først publiceret: mandag 6. februar 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 3. april 2023 kl. 10:27

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
Combell - staging