Er du krænket? Ikke med Arbejdersangbogen

Omme på mit arbejde – på 3F’s højskoler – starter hver dag med fælles morgensang.

Vi hører tillidsfolks historier ude fra de danske arbejdspladser, og vi synger fra Arbejdersangbogen.

Den sangbog blev bragt til debat i Berlingeren forleden, da forfatteren Henrik Marstal udtrykte noget i retning af, at den havde haft sin tid.

I følge ham ville det give mening at erstatte Arbejdersangbogen med en slags ”aktivistsangbog”, som blandt andet kunne indeholde sange om minoriteter og LGBT.

Tillidsfolk kigger ud og indad

Uddannelserne for tillidsfolk i fagbevægelsen kigger både indad og ud. Kigger tilbage på historien, og på fremtidens muligheder. Vi sætter erfaringer i system og skaber nye teorier.

Vi taler om TRO versus VIDEN, og hylder og stimulerer tænkningen.

Vi nørder ismer og ideologier.

Vi respekterer SAMTALEN som en værdifuld kilde til både viden og demokrati, og, om muligt, perspektiverer vi også indholdet fra dagens morgensang til temaerne i undervisningslokalet.

Sådan var det også den anden dag, og jeg kunne have ønsket at Henrik Marstal havde været med.

Jens Vejmand og Blå anemone

Nu var det ganske vist ikke de traditionelle protest- og kampsange som var på programmet. Men Arbejdersangbogen ER også så meget andet og mere end det.

Flere af den røde bogs værker deler den med den blå højskolesangbog, og det var blandt dem man havde valgt til dagens program.

Vi sang Aakjærs ”Jens Vejmand”, Kaj Munk’s ”Blå anemone” og Harald Bergstedts ”Jeg ved en lærkerede”.

Det gav os efterfølgende lejlighed til at tale om Jeppe Aakjærs sociale indignation; hans ophold i Viborg arrest, som blandt andet var begrundet i hans hyldest til den franske revolution og hans angreb på Indre Mission.

Sten til brød

Jeppe Aakjærs smukke tekst om datidens hårdtarbejdende jord- og betonarbejder, Jens Vejmand, oplever man nærmest en intertekstualitet, da han gør op med troens beretning om Jesus der forvandler sten til brød.

I Vejmandens liv ude i virkeligheden, er det med hamren man må forvandle de hårde sten til brød.

Kaj Munk’s hengivelse til det silkeblå flor i ”Den blå anemone” er overvældende og uhyre poetisk. Og egentlig også ret eftertænksomt, da han i sangens sidste linie udtrykker taknemmelighed overfor den lille botaniske genistreg med ordene: ”Hvor er din skaber stor”,

Hvem denne skaber er, belærer præsten Munk os ikke om.

Kaj Munks forvandling

I undervisningslokalet gav det os lejlighed til en samtale om parlamentarisme og demokrati, fordi Kaj Munk havde en periode i sit liv hvor han – som skribent – anså det for at være svagt.

Da han startede ved Jyllands-Posten i 1931 beundrede han både Mussolini og Hitler. Han ønskede ”Den stærke mand til at udføre folkeviljen” fremfor demokratisk valgte politikere.

Men med de senere jødeforfølgelser og Mussolinis invasion af Abessine, lagde han markant afstand til de to diktatorer, og han skrev flere stykker som gik direkte imod de grusomheder som blev begået af de to, som han tidligere havde svøbt i respekt.

Skrivemaskinens ædle sejr

Kaj Munk blev som bekendt hentet i Vedersø Præstegaard og likvideret – lidt udenfor Silkeborg – af Gestapo i januar 1944.

I et mindedigt skrev Poul Henningsen:

”Javist, javist – det var en heltedød.
Og det var dyrt for os. Men har de råd,
der vandt det stolte slag ved Vedersø?
Man kan jo også sejre ved at dø”

Kaj Munks flirteri med nazismen ophørte brat og vendte sig til kamp imod dem, med hans ædle våben, skrivemaskinen og talens brug, ført fra arbejdskammeret og prædiekestolen.

Men som PH skriver, så blev det nok hans nådesløse død, som på forunderlig vis blev hans største sejr over nazisterne. Det ansporede mange mennesker til modstand.

Solen er så rød – nazist

Men ikke Harald Bergstedt. Tværtimod

Han var i mange år socialdemokrat, og kulturmedarbejder ved avisen Socialdemokraten.

Men i 1942 bekendte han sig formelt  til nationalsocialismen og meldte sig ind i det danske nazistparti DNSAP, hvor han også var, da Munk blev efterladt livløs ved Funder bakke.

Mærkeligt at tænke sig, når man har siddet ved sine børn side og har sunget om den store himmel med klare stjerner på, og ræven der går derude i ”Solen er så rød mor”, eller om at have sine egne små hemmeligheder i ”Jeg ved en lærkerede”, som Bergstedt skrev i henholdsvis 1915 og 1921.

Harald Bergstedts sange blev boykottet i 40’erne, da man fik kendskab til hans nye politiske standpunkter og tilbøjeligheder.

Værkerne blev censuret ud af blandt andet Arbejdersangbogen, og Danmarks Radio spillede ikke hans værker indtil 1963.

Bergstedt døde –  88 år gammel – i København i 1966.

Ingen følte sig krænket

57 år senere – denne forårsmorgen i 2023 – sang vi som sagt ”Jeg ved en lærkerede”;  trods ophavsmandens tvivlsomme politiske dømmekraft og flossede moral.

Vi sang ”Jens Vejmand” af Jeppe Aakjær, som har siddet i dansk fængsel, og vi sang om den blå anemone; desuagtet at forfatteren havde udemokratiske tilbøjeligheder.

Under den efterfølgende og reflekterende snak i undervisningslokalet var der ingen som gav udtryk for at føle sig krænket.

Tværtimod, så lå der en dominerende appel i luften om at skille kunsten fra dens ophavsperson.

Og fik vi en god snak om demokrati, politiske tidstrømninger, moral, tro, kendsgerninger, kunstens rolle og behov for armslængde, om betydningsfulde skikkelser og om morgensangens og Arbejdersangbogens berettigelse.

Den skal ikke erstattes af en krænkelsesparat aktivistsangbog!

Hvad mener du?

Skal Arbejdersangbogen erstattes af en aktivistsangbog med blandt andet fokus på LBGT, som forfatteren Henrik Marstal ønsker?

Din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: mandag 27. marts 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 3. april 2023 kl. 10:38