Vibeke spiller banker ud mod hinanden: Nu får hun lån til køb af hus

Kvinde på 57 år med velbetalt job og pæn formue fik i første omgang afslag på fuld belåning af villa til fornuftig pris, og årsagen var hendes alder – aldersdiskrimination gjorde hende rasende

Senest opdateret: mandag 3. april 2023

Vibeke Dahl har fået øje på et hus i Vordingborg Kommune til en pris på lidt over 1,5 millioner kr. Men da hun kontaktede sin bank, sagde de nej til at give fuld belåning.

Årsag: Hun er 57 år gammel!

Banken mente, at hun kunne få svært ved at betale den månedlige ydelse, når hun går på pension om måske 10-11 år. Også selv om Vibeke Dahl har opsparing i blandt andet både aktier og en ratepension.

”Det er aldersdiskrimination,” kritiserer Vibeke Dahl.

Taktik mod banker

Hun blev rasende og spurgte ejendomsmægleren, hvad hun skulle gøre? Han anbefalede, at hun gik til en anden stor dansk bank.

Her sagde de straks ja til fuld belåning. Derefter gik Vibeke Dahl tilbage til sin egen bank.

”De lovede at se på sagen igen. Og nu vil de godt give mig fuld realkreditbelåning,” fortæller Vibeke Dahl.

Uretfærdigt

Finanstilsynet har fastsat regler, som siger, at når danskere nærmer sig pensionering, så kan de som udgangspunkt låne mindre end yngre. Men begynder det allerede midt i 50’erne spørger Vibeke Dahl.

”Det kan også være usikkert for banker at låne ud til yngre. En mand på 30 år kan blive syg eller miste sit job lige efter at have købt hus,” siger Vibeke Dahl.

”Det er ikke retfærdigt, at seniorer skal behandles dårligere allerede på et tidligt tidspunkt. Det kan ikke være rigtigt.”

Finanstilsynets regler: Boliglån til ældre kunder 

Nej til afdragsfrihed

Hendes egen bank ville sådan set godt fra starten yde lån til huskøb, men kun op til 60 % af prisen. Normalt kan købere få realkreditlån til et helårshus op til 80 % af prisen.

”De ville altså have, at jeg selv skulle komme med en større udbetaling. Men det ville kræve, at jeg solgte alle mine værdipapirer,” fortæller Vibeke Dahl.

Hun spurgte også til afdragsfrit lån. Men det kunne slet ikke komme på tale, sagde banken.

God økonomi

Vibeke Dahl har en pæn løn og arbejdsmarkedspension. Det ved banken udmærket.

Hun har i en del år boet i Malmø og arbejdet i København. Nu tænker hun på at flytte tilbage til sin fødeegn.

”Men jeg har også set på mulighederne i Sverige. Her har jeg uden videre fået to lånetilbud på hver tre millioner kr. Hvorfor skal det være så svært i Danmark,” spørger Vibeke Dahl.

Bankens forklaring

Faglige Seniorer har været i kontakt med den bank, som først afslog fuld belåning, men nu har ændret mening. Banken forklarer, at den ikke siger nej til kunder udelukkende på grund af deres alder.

”Vi vurderer vores kunder og deres økonomi individuelt. Vi vil gerne finansiere huskøb for kunder, der både er tæt på deres pension eller som allerede er pensionister, hvis de kan opfylde vores kreditpolitik.

For kunder, der er tæt på pensionen, vil vi naturligvis altid se på kundernes rådighedsbeløb i den nuværende situation, og når de overgår til deres pensionisttilværelse. Kan de bære den økonomi, et boligkøb kræver? Vurderes kundens rådighedsbeløb ved pensionering tilfredsstillende, vil vi gerne finansiere købet,” oplyser banken.

Det siger Finanstilsynet

Finanstilsynet meddeler til Faglige Seniorers nyhedsbrev, at en bank eller et realkreditinstitut ikke må diskriminere kunder på grund af alder. Der findes heller ikke en speciel aldersgrænse i forhold til at vurdere en låntagers evne til at betale et lån tilbage.

Men det er ikke ensbetydende med, at man ikke må lægge vægt på alder i en kreditvurdering.

”Vurderingen er nemlig en prognose for låntagers fremtidige finansielle styrke. Her gælder for personer, der er pensionister eller nærmer sig pensionering, at de oftest vil opleve en indtægtsnedgang, når de forlader arbejdslivet,” fortæller Finanstilsynet.

Vibeke Dahl har nu indledt forhandlinger med begge banker for at se, hvor hun samlet kan få de bedste vilkår. Derfor undlader vi at nævne bankernes navne.

Finanstilsynet alderskategorisering

Det står bankerne frit for, hvor meget de vil låne ud til kunder i forskellige aldre. Hverken Finanstilsynet eller andre myndigheder pålægger dem begrænsninger, som de absolut SKAL følge.

Men de skal indberette, hvordan de giver lån. Det skal de gøre i henhold til en vejledning fra Finanstilsynet.

Hvis de giver mange risikable lån, kan Finanstilsynet gribe ind over for banken. I vejledningen opererer Finanstilsynet med en ”gældsfaktor”.

Den beregnes ved at dividere kundens samlede gæld med husstandens bruttoindkomst. Hvis der er lån for to millioner og en samlet indkomst på 1 million, er gældsfaktoren 2.

Gældsfaktoren må ifølge Finanstilsynets vejledning normalt maksimalt udgøre:

  • 3,5 for kunder med ejerbolig, herunder fritidsbolig.
  • 2,0 for kunder med andelsbolig – forudsat tilfredsstillende økonomi i andelsboligforeningen.
  • 0,75 for kunder med lejebolig, hvor gælden modsvares af aktiver som bil, motorcykel, campingvogn eller båd.
  • 0,3 for kunder med lejebolig, hvor gælden ikke er formålsbestemt/ikke modsvares af nævneværdige faste aktiver.

Gældsfaktoren for kunder, der er gået på pension, må maksimalt være:

  • 2,0 for kunder med ejerbolig, herunder fritidsbolig.
  • 1,0 for kunder med andelsbolig – forudsat tilfredsstillende økonomi i andelsboligforeningen.
  • 0,3 for kunder med lejebolig, hvor gælden modsvares af aktiver som bil, motorcykel, campingvogn eller båd.

Gældsfaktoren kan dog være højere, hvis kunden har en anseelig reel formue f.eks. i form af friværdi i ejendommen, pensionsordninger o.l.

 Vejledning til regnskabsindberetning: https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2016/9677

Først publiceret: mandag 3. april 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 3. april 2023 kl. 16:16

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
Combell - staging