Vi skal blive bedre til at spørge de ældre kollegaer om de har lyst til at fortsætte på arbejdsmarkedet, måske med større fleksibilitet, skriver Jens Joel (S). Foto: Morten Fauerby.

Ordfører-klummen: Seniorerne er guld værd

Vi mangler dygtige medarbejdere til at løse opgaverne de kommende år. Her spiller seniorerne en vigtig rolle, skriver Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører Jens Joel. Han er den første, der bidrager til den nye serie "ordfører-klummen", hvor vi sætter politisk fokus på seniorerne i Danmark.

Senest opdateret: fredag 15. september 2023

Alle taler om det. Det er den såkaldt “nye valuta” i dansk politik: Arbejdskraft.

Vi mangler arbejdskraft. Stort set alle steder i samfundet. I børnehaverne, på skolerne, på fabrikker og sygehuse. I ældreplejen.

Uanset om det er til undervisningen, omsorgen, den grønne omstilling eller eksporten, så råbes der på flere dygtige mennesker til at løse opgaverne.

Ordfører-klummen

Faglige Seniorer mener, at der er brug for langt mere politisk fokus på seniorerne i Danmark.

Det kan være emner som seniorers muligheder på arbejdsmarkedet, seniorers sundhed, seniorboliger, ældrepleje og meget, meget mere.

Derfor har vi inviteret udvalgte ældre- og beskæftigelsesordførere fra Folketingets partier til at skrive indlæg til "ordfører-klummen" i Faglige Seniorers nyhedsbrev.

På nogen måder virker det bizart. Da regeringen blev dannet i slutningen af sidste år frygtede de dygtigste økonomer, at vi ville få 100.000 flere i arbejdsløshedskøen. Nu er der ekstremt lav arbejdsløshed, og vi har rekordmange udenlandske lønmodtagere på vores arbejdsmarked. Faktisk har der aldrig arbejdet så mange mennesker i Danmark, som der gør lige nu.

Det viste sig, at vi førte den rigtige politik gennem både coronakrisen, krigen og inflationen – selvom der stadig er mange, der kæmper med høje priser på grund af sidstnævnte. Det var klogt at vi hjalp hinanden. Holdt hånden under arbejdspladser, virksomheder og familier. Trods mange der advarede om bundløs gæld og mente, at flere skulle have lov at gå konkurs eller bankerot, viste vi, at kriser klares bedst i fællesskab.

De næste store udfordringer skal vi også klare i fællesskab. Og her spiller seniorerne en helt afgørende rolle. Nemlig udfordringen i, at vi mangler dygtige medarbejdere til at løse opgaverne de kommende år.

Mange vil fortsætte

Det siger sig selv, at seniorer med et langt arbejdsliv bag sig har ekstremt mange værdifulde erfaringer at bidrage med.

Nogle vil være slidte og have lyst til at trække sig tilbage. Men rigtig mange vil også gerne fortsætte ud over pensionsalderen. Hvis helbredet holder, børnebørnene tillader det eller hvis man bare bedst kan lide at være i gang, bidrage og være en del af fællesskabet på en arbejdsplads, er der jo ingen grund til at det lige skulle ændre sig den dag man rammer en pensionsalder, der er sat ud fra et gennemsnitstal for os alle.

Faglige seniorer har faktisk også selv spurgt til det, og ifølge de undersøgelser er det mere end hver femte, der regner med at arbejde efter pensionsalderen.

Endnu mere markant er det, at blandt dem der egentlig regner med at stoppe, senest når de rammer pensionsalderen, er op mod to tredjedele ikke afvisende overfor at forlænge arbejdslivet, men det kræver selvfølgelig, at forholdene på arbejdspladsen er til det.

Farvel til modregning

Jeg er rigtig glad for at vi i den nuværende regering har afskaffet modregningen i pension for arbejdsindtægt. Både i forhold til ægtefæller og samlevere, der ikke modregnes i deres folkepension, senior- eller førtidspension, men også i forhold til den aktive ældre som ikke længere modregnes i egen folkepension.

Det er selvfølgelig et stort og vigtigt skridt at sikre, at det på den baggrund bedre kan betale sig, og at man ikke føler man yder sin indsats uden rigtig at blive belønnet for det. Det har været en vigtig sag for mange aktive seniorer og for foreningen bag dette nyhedsbrev, så lad os glædes over, at det nu er en realitet.

Men penge er jo ikke det eneste det handler om. Derfor mener jeg også at vi skal kigge på andre ting, der kunne gøre seniorarbejdsmarkedet bedre.

Bedre muligheder for at bidrage

Regeringen har indbudt arbejdsmarkedets parter til en bred drøftelse af, hvordan vi sikrer den nødvendige arbejdskraft og hvordan vi herunder kan sikre, at seniorer får bedre muligheder for at bidrage, med det de kan og vil, også efter pensionsalderen. Så det er for tidligt at konkludere på redskaberne.

Få gratis nyhedsbrev om politik

Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.

Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.

Det er gratis.

Men personligt har jeg oplevet mange, som siger, at de rigtig gerne vil bidrage, hvis det kan gøres måske på nedsat tid eller med lidt bedre mulighed for at holde fri til at restituere eller passe børnebørnene i ny og næ.

Og så skal man slet ikke underkende effekten af faktisk at snakke om det.

Lyst til at fortsætte

Vi skal – og her er det offentlige bestemt ikke gået forrest – generelt bliver bedre til at spørge de ældre kollegaer om de har lyst til at fortsætte, måske med større fleksibilitet. Det er jo ærgerligt hvis chefen tror du går og glæder dig til at stoppe, mens du samtidig tænker, at de sikkert gerne vil have en nyuddannet ung ind og overtage din plads, og derfor får ingen taget initiativ til en snak om, at begge parter måske i virkeligheden kan se gevinster i at fortsætte lidt længere.

Vi vil jo alle sammen gerne mærke, at vi faktisk er ønsket på jobbet, så samtalen kan flytte mange.

Jeg håber vi endelig sammen kan indløse det grå guld, der i alt for mange år bare har været talt om. Seniorerne er nemlig ikke bare guld værd, de er også dansk politiks nye valuta!

Hvad mener du?

Hvad er din kommentar til Jens Joels ordfører-klumme? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: mandag 21. august 2023
Artiklen er sidst opdateret fredag 15. september 2023 kl. 11:13

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
Combell - staging