Har du overvejet, om kontaktlinser er noget for dig?

Lillian Jensen har i 2 år brugt kontaktlinser. Det tog lidt tid at vænne sig til linserne, men nu er hun meget glad for dem.

Lillian startede med skærmbriller, da hun var omkring 50 år. Hun har prøvet briller med glidende overgang, men det fungerede ikke.  

”Jeg synes, briller er besværlige. De skal af og på hele tiden, for eksempel når jeg handler. I regnvejr er det generende, at de dugger. De skal pudses, og jeg får lagt dem forskellige steder, så jeg render rundt og leder efter dem,” siger Lillian Jensen.  

Tog lidt tid at vænne sig til linserne 

Mens hun stadig arbejdede, prøvede hun kontaktlinser, men det gik ikke så godt. Øjnene blev røde, måske fordi hun havde meget skærmarbejde.  

”Jeg gik på pension for 2 år siden og besluttede at prøve igen. Og denne gang gik det bedre. Det tog lidt tid, inden jeg var helt fortrolig med at sætte linsen ind og især at tage den ud.” 

”Jeg så en video og prøvede at følge vejledningen. Nu er det rutine morgen og aften. Fidusen er, at linsen skal sidde på det yderste af fingeren, ellers sidder den fast på fingeren. For at modvirke tørhed, drypper jeg øjnene med en saltvandsopløsning, men jeg ved faktisk ikke, om det er nødvendigt,” forklarer Lillian Jensen.  

Læsestyrke og afstandsfelt 

Lillian har monovision i kontaktlinserne. De er lavet således, at den ene linse har læsestyrke og den anden afstandsfelt. Det lyder underligt. Men det var slet ikke mærkeligt.  

”Det kan ske, at jeg bliver træt i øjnene, og så smider jeg dem i et døgn eller 2 og bruger mine briller i stedet,” siger Lillian Jensen.  

Prisen er nogenlunde ens 

”Økonomisk tror jeg, at det koster nogenlunde det samme som at købe nye briller med mellemrum. Jeg har et abonnement på linserne, og jeg får tilsendt et antal æsker med posten, så jeg har til et stykke tid. Det går helt automatisk,” siger Lillian. 

”Abonnementet indeholder også gratis læsebriller og tilbud om billige solbriller. Og en gang om året får jeg tjekket øjnene.” 

”Man skal ikke sove med linserne på, men en kort middagslur kan de godt klare. Jeg går også i svømmehallen med linser på.”  

Giver frihed 

Der er formentlig en del, som ikke prøver kontaktlinser, fordi de tror, det er for svært. Og det er ærgerligt, synes Lillian.  

”Jeg synes ikke, man skal afvise det umiddelbart. Tal med din optiker om det. Måske er det værd at prøve. Og giv det lidt tid. I starten kan det være lidt bøvlet at sætte linserne ind og tage dem ud. Men øvelse gør mester.” 

”For mig giver det en stor frihed. Jeg tænker ikke over det til dagligt. Så jeg har bestemt ikke fortrudt, at jeg skiftede brillerne ud med kontaktlinser,” slutter Lillian Jensen.  

Kontaktlinser kan næsten altid erstatte briller   

Ligesom briller kan du få kontaktlinser uanset din nedsatte synsstyrke, eventuel bygningsfejl, og om du er nærsynet eller langsynet.  

”I dag er kontaktlinserne så gode, at de kan dække stort set alle typer synsnedsættelse,” forklarer Pernille Steiness, som er uddannet optometrist – også kaldet optiker. 

”Flerstyrkelinser fungerer lidt anderledes end briller med flerstyrkeglas, hvor du typisk vil bevæge øjet nedad, når du skal se igennem den nederste del af glasset. Flerstyrkelinser styres mere af den måde, pupillen bevæger sig på. Så du gør sådan set ikke noget aktivt for at bruge flerstyrkelinserne. Men ligesom med briller med flerstyrkeglas er der ofte 10-14 dages tilvænning.   

Du får grundig instruktion  

Hos alle optikere eller rådgivere får du en grundig instruktion i brugen af linserne. Og inden du eventuelt bestemmer dig for linser, ser optikeren på din øjensundhed. 

”Vi sender ingen ud ad døren, uden at de har sat linsen ind og taget den ud igen. Derefter øver man selv derhjemme, og omkring 14 dage efter er der opfølgning og kontrol i butikken,” siger Pernille Steiness og tilføjer, at man ikke binder sig til et abonnement før efter en måned. Så fortryder man inden den første måned, betaler man kun for en måneds linser.  

Dagslinser, månedslinser og døgnlinser 

De mest almindelige linser er dagslinser, som du tager ud hver dag og smider væk. Dagen efter sætter du nye linser i.  

En anden mulighed er at få månedslinser. De skal tages ud hver dag og lægges i en beholder med linsevæske. Næste dag sætter du de samme linser i. Hver måned skiftes linsesættet ud.  

Endelig er der døgnlinser, som du kan sove med. De skal skiftes hver uge.  

Gode råd, hvis du overvejer kontaktlinser 

Pernille Steiness giver disse oplysninger, hvis du overvejer at skifte brillerne ud med kontaktlinser: 

  • Linserne skader ikke øjnene, og de kan ikke ryge om bag ved øjet, så du ikke kan få dem ud igen. 
  • Linserne giver dig frihed. Du får frit udsyn, og du kan nemmere dyrke sport, fritidsaktiviteter og motion. De dugger ikke som briller, når det regner. 
  • Du tegner abonnement på linserne. Mange abonnementer indeholder en gratis brille. 

Og her er Pernilles gode råd:    

  • Hvis du har prøvet linser for mange år siden, så prøv igen. Kvaliteten af linserne er blevet meget bedre i årenes løb. 
  • Hav altid en aflastningsbrille, som du kan skifte til. For nogle er det rart at bruge linser i den aktive del af dagen og briller, for eksempel foran tv’et om aftenen. Hvis du er uheldig at få øjenbetændelse eller feber, er det også godt at have et par briller.  
  • Giv det lidt tid i starten. Når først du får styr på det med at sætte linsen i og tage den ud igen, så bliver det en rutine, ligesom tandbørstning morgen og aften.  
  • Tal med din optiker om muligheden for at få kontaktlinser.  

Konkurrence om gratis kontaktlinser i 3 måneder

Deltag i konkurrencen ved at svare på spørgsmålet i nedenstående blanket. Præmien er 3 måneders gratis kontaktlinser hos Louis Nielsen. Vi skal have dit svar senest 6. juli 2026.

"*" indikerer påkrævede felter

Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
Kan man få kontaktlinser med glidende overgang?
Navn*
Ja tak*
This field is hidden when viewing the form